Heimdal- Gudernes vagtmand
Heimdall eller Hejmdal (norrønt: Heimdallr) er en af de mest gådefulde guder i den nordiske mytologi.[1] Han har en fantastisk hørelse, og optræder af den grund i myterne som gudernes vagtmand, der sidder ved foden af Bifrost og overvåger, at ingen jætter sniger sig ind i Asgård. Ved Ragnarok blæser han i Gjallarhornet, når jætterne angriber, så resten af guderne og einherjerne kan forberede sig til kampen. I det sidste slag skal han kæmpe mod Loke, det vil ende med, at de dræber hinanden. Heimdall vil være den sidste af guderne, der dør i Ragnarok. Han blev født i urtiden ved verdens rand af ni mødre, som måske repræsenterer havets bølger.
Der er blevet fremsat flere teorier om hans funktion og oprindelse, fx kan han have været en gammel sol- eller månegud, en personifikation af verdensaksen, menneskets stamfader, eller ligefrem hersker over den kommende verden, som skal stige op efter Ragnarok. Der er også blevet påvist paralleller i andre mytologier, fx hos den samiske verdensgud Varalden Olmay og i keltisk-irsk folklore og mytologi.[2] Den norske religionsforsker Gro Steinsland har ligefrem foreslået at Heimdall kan være resultatet af en sammensmeltning af forskellige traditioner.[3] Der findes ingen levn, hverken i de skriftlige kilder eller i det arkæologiske og topografiske materiale, der peger på en eventuel religiøs dyrkelse af Heimdall i vikingetiden. Det kan enten betyde, at han er en meget gammel guddom, der havde mistet sin betydning, eller også, at han aldrig havde været genstand for en kult.[4]
Karakteristik, funktioner og roller På baggrund af de brudstykker af myter om ham, der er blevet overleveret, fremtræder Heimdalls funktion og væsen er meget uklart[5] Steinsland beskriver ham som den mest gådefulde guddom, der i myterne optræder som fjern og ophøjet. For hende virker han som en gammel gud, der blev revitaliseret i vikingetiden. Og hun mener, at han er i højrere grad knyttet til den kosmiske dimension, rum og tid, og med menneskeheden som helhed, end med dagligdagen, som nogle af de andre mere kendte guder.[6] I Snorre Sturlasons tekster findes der en række oplysninger om Heimdall, hvoraf en del ikke kan genfindes i de kendte myter.[7] Sammen med de mange gådefulde skjaldekenninge tyder det på, at har eksisteret flere tabte myter om Heimdall, fx en der forklarer hvorfor et sværd kan kaldes Heimdalls hoved og omvendt.[8]
Gudernes vagtpost I de overleverede myter bliver han tillagt forskellige særlige egenskaber og ejendele, der er relateret til hans funktion som vagtpost; Han hørelse er fantastisk, han kan høre græsset gro og ulden vokse på fårene. Han var i stand til at se 50 mile bort og lige godt dag og nat. Og han behøvede ikke mere søvn end en fugl hver nat. Hans bolig hedder Himmelbjerg (norrønt: Himinbjörg), og det ligger, der hvor Bifrosts ene ende er fastgjort. Det er broen mellem Asgård og Midgård. Bifrost er det samme som regnbuen. Den flytter sig hele tiden, så at ingen skal kunne gå over den, udover guderne. Det røde i broen er brændende ild. Ingen kunne slippe uopdaget forbi Heimdall, og guderne satte derfor ham til at vogte broen, så ingen jætter skulle komme over den. Hans horn kaldes Gjallarhornet, og når der blæses i det, kan det høres i både menneskenes verden, gudernes verden, og i underverdenen. Det skal bruges til at vække guderne, når fjenderne truer dem. Signalet fra dette horn skal markere begyndelsen på Ragnarok, verdens undergang. I kampen skal han selv møde den lumske Loke, der er jætternes anfører. De vil sende hinanden i døden, ligesom Thor og Midgårdsormen. Han ejede også hesten Guldtop. Anders Bæksted betegner billedet af himlens årvågne vogter som en sen forestilling, der var påvirket af klassiske traditioner.[9]
Lokes Fjende Trods sin funktion som vagt, var Heimdall ingen krigergud. Der er dog overleveret én myte med ham som hovedperson, der involverer kamp. I skjaldedigtet Húsdrápa er der et kort resumé af Heimdalls og Lokes kamp om Frejas smykke Brísingamen. De to var tilsyneladende svorne fjende, og skulle også mødes ved Ragnarok. Fjendskabet var tydeligt og måske noget oprindeligt og konstant mellem dem.[10] Völuspá fortæller, at de vil dræbe hinanden her.[7] Margaret Clunies Ross beskriver dem på en gang som hinandens modsætning og parallel. Hun fremhæver, at de begge lever i udkanten af gudernes sociale sfære, dog af forskellige grunde; Heimdall som vagtpost, mens Loke er den tvetydige figur, hvis loyalitet kan diskuteres.[11] Grunden til Loke og Heimdalls fjendskab findes ikke i det bevarede kildemateriale, men Clunies Ross foreslår, at det symboliserer det, at de befinder sig på to diamentralt modsatte positioner i det mytologiske system; Loke er skyld i gudernes fald, mens Heimdall er den evigt loyale vagtmand.[11]
Født af ni kvinder "Heimdall og hans ni mødre" af W. G. Collingwood (1908) I eddadigtet Hyndlaljóð omtales en gud, som er født ved jomfrufødsel af ni jættesøstre i tidens ophav, ved jordens rand. Denne gud regnes almindeligvis som Heimdall. Snorre citerer fra et ellers tabt digt Heimdall for selv at sige: Ni mødres søn er jeg, ni søstres søn er jeg. Tidligere blev de ni mødre i reglen identificeret med havguderne Ægir og Rans ni døtre. De var en repræsentation af havets bølger. Dette er dog ikke det eneste nitallige kvindekollektiv; i digtet Fjólvinnsmál optræder der også et, ligesom Njord tildeles ni døtre i Solsangen. Hans mødre kan også være de ni jætter, der nævnes i Völuspá vers 2, det ville gøre ham ældre end Odin.[12] nitallet symboliserede helhed i nordisk kultur, og kollektiver bestående af bl.a. ni kvinder er ikke ualmindelige i mytologien.[13] I Hyndlaljóð kaldes hans mødre Atla, Augeria, Aurgiafa, Egia, Gjalp, Greip, Jernsaxa, Sindur og Ulfrun. I en anden kilde det nævnes at navnene på Ægirs ni døtre var Himinglæva, Dufa, Blodughadda, Hefring, Ud, Hrønn, Bølge, Drøfn og Kolga. Disse navne har sandsynligis udelukkende haft en rent symbolsk betydning, da de alle er forskellige ord for begrebet "bølge".[1]
Heimdalls fødsel gør ham unik: Hvis han er søn af bølgerne, fandt den sted på stranden mellem havet og landet, hvilket giver ham en liminal status,[11] Men alene hans status som søn af ni mødre gør ham meget usædvanlig. Det slægtsmæssige ophav var en afgørende faktor i den nordiske kultur, og det faderens æt, der normalt afgjorde individdets plads i samfundshierarkiet. Men i Heimdalls tilfælde nævnes hans far aldrig. Digtet Hyndlaljód viser, at mødrene var jættekvinder, og at de var møer, dvs, ugifte. Gro Steinsland mener, at det er en understregning af, at der ikke var en mand involveret i undfangelsen af ham, hvilket stiller ham i en ekstrem særstilling.[8] Margaret Clunies Ross spekulerer modsat Steinsland i om, der eventuelt var en far involveret. Clunies Ross finder, at der en parallel til den ukendte fader i digtet "Rígsþula", hvor han inkognito selv bliver far.[14]. Hun foreslår, at det kan være den ene af de to havguder Ægir og Njord, der havde et incestuøst forhold til sine egne døtre, bølgerne. Det gør ham til enten jætte eller vane. Hilda Ellis Davidson mener, at der en svag implicit forbindelse mellem Heimdall og vanerne. Denne formodning bygger hovedsageligt på formodede relationer mellem Heimdall og havet, og derved underverdenen, som vanerne var stærkt knyttet til, samt, at Heimdall primært medvirker i myter, hvor vanegudinden Freja spiller en rolle.[15]
Samfundsklassernes ophav Ifølge eddadigtene Rígsþula, Hyndlaljóð og 1. vers af Völuspá er Heimdall også menneskeslægtens stamfar, selvom han ikke nævnes i forbindelse med skabelsen af Ask og Embla. Steinsland mener, at grunden til det, var at han ikke blev opfattet som en skaber af mennesket i kropslig forstand, men snarere som socialt væsen og samfundsopbygger; dvs. at Heimdall var gud for samfundet og kulturen.[16] I "Rígsþula" fortælles det fx hvordan Heimdall på vandring (under navnet Rig) langs stranden kommer til tre forskellige gårde, og der ligger i med tre forskellige kvinder. Det resulterede i tre sønner, hvorved han bliver stamfar til de samfundsgrupper trælle, bønder og jarler (stormænd). Sønnernes navne er en afspejling af den gruppe de repræsenterer:
Heimdall og Ragnarok Når Ragnarok indledes, skal Heimdall som nævnt blæse i Gjallarhorn for at vække aserne. Senere skal han selv møde Loke i en kamp, hvor de begge falder. Derved får han en vigtig eskatologisk rolle, i det han indvarsler verdens ende med sit horn. parallel til ærkeenglen Mikael?[3] Da Loke og Heimdall er døde lader Surt sin ild så jorden går under, dvs. Heimdall repræsenterer gudernes sidste modstand inden undergangen. Det er blevet foreslået, at forestillingen om Ragnarok er influeret af de kristne traditioner, herunder Balders død og Heimdalls horn, men mange elementer tyder samtidigt på, at idéen om undergangen har gamle rødder i nordisk religion, og at Heimdalls rolle er en oprindelig nordisk tradition.[18]
En yderligere indikation på Heimdalls mulige funktion som gud for samfundsordenen, er at Ragnarok i Völuspá igangsættes efter en periode, hvor slægtssamfundet er gået i opløsning. Ligesom Ragnarok overordnet netop var et resultat af en slægtsfejde mellem aserne og jætterne, der var præget af edsbrud og svig, dvs. alvorlige forbrydelser mod samfundets orden. Gro Steinsland finder derfor, at det er i sin egenskaber som ophavsmand til samfundet, at Heimdall kommer til at fungere som en samlende figur for hele den kosmologiske fortælling i Völuspá.[19]
Der er blevet fremsat flere teorier om hans funktion og oprindelse, fx kan han have været en gammel sol- eller månegud, en personifikation af verdensaksen, menneskets stamfader, eller ligefrem hersker over den kommende verden, som skal stige op efter Ragnarok. Der er også blevet påvist paralleller i andre mytologier, fx hos den samiske verdensgud Varalden Olmay og i keltisk-irsk folklore og mytologi.[2] Den norske religionsforsker Gro Steinsland har ligefrem foreslået at Heimdall kan være resultatet af en sammensmeltning af forskellige traditioner.[3] Der findes ingen levn, hverken i de skriftlige kilder eller i det arkæologiske og topografiske materiale, der peger på en eventuel religiøs dyrkelse af Heimdall i vikingetiden. Det kan enten betyde, at han er en meget gammel guddom, der havde mistet sin betydning, eller også, at han aldrig havde været genstand for en kult.[4]
Karakteristik, funktioner og roller På baggrund af de brudstykker af myter om ham, der er blevet overleveret, fremtræder Heimdalls funktion og væsen er meget uklart[5] Steinsland beskriver ham som den mest gådefulde guddom, der i myterne optræder som fjern og ophøjet. For hende virker han som en gammel gud, der blev revitaliseret i vikingetiden. Og hun mener, at han er i højrere grad knyttet til den kosmiske dimension, rum og tid, og med menneskeheden som helhed, end med dagligdagen, som nogle af de andre mere kendte guder.[6] I Snorre Sturlasons tekster findes der en række oplysninger om Heimdall, hvoraf en del ikke kan genfindes i de kendte myter.[7] Sammen med de mange gådefulde skjaldekenninge tyder det på, at har eksisteret flere tabte myter om Heimdall, fx en der forklarer hvorfor et sværd kan kaldes Heimdalls hoved og omvendt.[8]
Gudernes vagtpost I de overleverede myter bliver han tillagt forskellige særlige egenskaber og ejendele, der er relateret til hans funktion som vagtpost; Han hørelse er fantastisk, han kan høre græsset gro og ulden vokse på fårene. Han var i stand til at se 50 mile bort og lige godt dag og nat. Og han behøvede ikke mere søvn end en fugl hver nat. Hans bolig hedder Himmelbjerg (norrønt: Himinbjörg), og det ligger, der hvor Bifrosts ene ende er fastgjort. Det er broen mellem Asgård og Midgård. Bifrost er det samme som regnbuen. Den flytter sig hele tiden, så at ingen skal kunne gå over den, udover guderne. Det røde i broen er brændende ild. Ingen kunne slippe uopdaget forbi Heimdall, og guderne satte derfor ham til at vogte broen, så ingen jætter skulle komme over den. Hans horn kaldes Gjallarhornet, og når der blæses i det, kan det høres i både menneskenes verden, gudernes verden, og i underverdenen. Det skal bruges til at vække guderne, når fjenderne truer dem. Signalet fra dette horn skal markere begyndelsen på Ragnarok, verdens undergang. I kampen skal han selv møde den lumske Loke, der er jætternes anfører. De vil sende hinanden i døden, ligesom Thor og Midgårdsormen. Han ejede også hesten Guldtop. Anders Bæksted betegner billedet af himlens årvågne vogter som en sen forestilling, der var påvirket af klassiske traditioner.[9]
Lokes Fjende Trods sin funktion som vagt, var Heimdall ingen krigergud. Der er dog overleveret én myte med ham som hovedperson, der involverer kamp. I skjaldedigtet Húsdrápa er der et kort resumé af Heimdalls og Lokes kamp om Frejas smykke Brísingamen. De to var tilsyneladende svorne fjende, og skulle også mødes ved Ragnarok. Fjendskabet var tydeligt og måske noget oprindeligt og konstant mellem dem.[10] Völuspá fortæller, at de vil dræbe hinanden her.[7] Margaret Clunies Ross beskriver dem på en gang som hinandens modsætning og parallel. Hun fremhæver, at de begge lever i udkanten af gudernes sociale sfære, dog af forskellige grunde; Heimdall som vagtpost, mens Loke er den tvetydige figur, hvis loyalitet kan diskuteres.[11] Grunden til Loke og Heimdalls fjendskab findes ikke i det bevarede kildemateriale, men Clunies Ross foreslår, at det symboliserer det, at de befinder sig på to diamentralt modsatte positioner i det mytologiske system; Loke er skyld i gudernes fald, mens Heimdall er den evigt loyale vagtmand.[11]
Født af ni kvinder "Heimdall og hans ni mødre" af W. G. Collingwood (1908) I eddadigtet Hyndlaljóð omtales en gud, som er født ved jomfrufødsel af ni jættesøstre i tidens ophav, ved jordens rand. Denne gud regnes almindeligvis som Heimdall. Snorre citerer fra et ellers tabt digt Heimdall for selv at sige: Ni mødres søn er jeg, ni søstres søn er jeg. Tidligere blev de ni mødre i reglen identificeret med havguderne Ægir og Rans ni døtre. De var en repræsentation af havets bølger. Dette er dog ikke det eneste nitallige kvindekollektiv; i digtet Fjólvinnsmál optræder der også et, ligesom Njord tildeles ni døtre i Solsangen. Hans mødre kan også være de ni jætter, der nævnes i Völuspá vers 2, det ville gøre ham ældre end Odin.[12] nitallet symboliserede helhed i nordisk kultur, og kollektiver bestående af bl.a. ni kvinder er ikke ualmindelige i mytologien.[13] I Hyndlaljóð kaldes hans mødre Atla, Augeria, Aurgiafa, Egia, Gjalp, Greip, Jernsaxa, Sindur og Ulfrun. I en anden kilde det nævnes at navnene på Ægirs ni døtre var Himinglæva, Dufa, Blodughadda, Hefring, Ud, Hrønn, Bølge, Drøfn og Kolga. Disse navne har sandsynligis udelukkende haft en rent symbolsk betydning, da de alle er forskellige ord for begrebet "bølge".[1]
Heimdalls fødsel gør ham unik: Hvis han er søn af bølgerne, fandt den sted på stranden mellem havet og landet, hvilket giver ham en liminal status,[11] Men alene hans status som søn af ni mødre gør ham meget usædvanlig. Det slægtsmæssige ophav var en afgørende faktor i den nordiske kultur, og det faderens æt, der normalt afgjorde individdets plads i samfundshierarkiet. Men i Heimdalls tilfælde nævnes hans far aldrig. Digtet Hyndlaljód viser, at mødrene var jættekvinder, og at de var møer, dvs, ugifte. Gro Steinsland mener, at det er en understregning af, at der ikke var en mand involveret i undfangelsen af ham, hvilket stiller ham i en ekstrem særstilling.[8] Margaret Clunies Ross spekulerer modsat Steinsland i om, der eventuelt var en far involveret. Clunies Ross finder, at der en parallel til den ukendte fader i digtet "Rígsþula", hvor han inkognito selv bliver far.[14]. Hun foreslår, at det kan være den ene af de to havguder Ægir og Njord, der havde et incestuøst forhold til sine egne døtre, bølgerne. Det gør ham til enten jætte eller vane. Hilda Ellis Davidson mener, at der en svag implicit forbindelse mellem Heimdall og vanerne. Denne formodning bygger hovedsageligt på formodede relationer mellem Heimdall og havet, og derved underverdenen, som vanerne var stærkt knyttet til, samt, at Heimdall primært medvirker i myter, hvor vanegudinden Freja spiller en rolle.[15]
Samfundsklassernes ophav Ifølge eddadigtene Rígsþula, Hyndlaljóð og 1. vers af Völuspá er Heimdall også menneskeslægtens stamfar, selvom han ikke nævnes i forbindelse med skabelsen af Ask og Embla. Steinsland mener, at grunden til det, var at han ikke blev opfattet som en skaber af mennesket i kropslig forstand, men snarere som socialt væsen og samfundsopbygger; dvs. at Heimdall var gud for samfundet og kulturen.[16] I "Rígsþula" fortælles det fx hvordan Heimdall på vandring (under navnet Rig) langs stranden kommer til tre forskellige gårde, og der ligger i med tre forskellige kvinder. Det resulterede i tre sønner, hvorved han bliver stamfar til de samfundsgrupper trælle, bønder og jarler (stormænd). Sønnernes navne er en afspejling af den gruppe de repræsenterer:
- Þræl ("træl") fik han med kvinden Edda (oldemor) gift med Ái (oldefar).
- Þræl giftede sig med kvinden Þír og sammen blev de ophav til trællenes æt.
- Karl fik han med Amma (bedstemor), gift med Afi (bedstefar).
- Karl giftede sig med Snør, og sammen blev de ophav til karlenes (bøndernes) æt.
- Jarl fik han sammen med Móðir ("moder"), gift med Faðir (fader).
- Jarl giftede sig med Erna, og sammen blev de ophav til jarlernes æt, dvs. aristokratiet. Deres yngste søn var Konr. Han blev ophav til mange sønner, hvoraf én af dem hed "Danp", og han var den første konge af Danmark.
Heimdall og Ragnarok Når Ragnarok indledes, skal Heimdall som nævnt blæse i Gjallarhorn for at vække aserne. Senere skal han selv møde Loke i en kamp, hvor de begge falder. Derved får han en vigtig eskatologisk rolle, i det han indvarsler verdens ende med sit horn. parallel til ærkeenglen Mikael?[3] Da Loke og Heimdall er døde lader Surt sin ild så jorden går under, dvs. Heimdall repræsenterer gudernes sidste modstand inden undergangen. Det er blevet foreslået, at forestillingen om Ragnarok er influeret af de kristne traditioner, herunder Balders død og Heimdalls horn, men mange elementer tyder samtidigt på, at idéen om undergangen har gamle rødder i nordisk religion, og at Heimdalls rolle er en oprindelig nordisk tradition.[18]
En yderligere indikation på Heimdalls mulige funktion som gud for samfundsordenen, er at Ragnarok i Völuspá igangsættes efter en periode, hvor slægtssamfundet er gået i opløsning. Ligesom Ragnarok overordnet netop var et resultat af en slægtsfejde mellem aserne og jætterne, der var præget af edsbrud og svig, dvs. alvorlige forbrydelser mod samfundets orden. Gro Steinsland finder derfor, at det er i sin egenskaber som ophavsmand til samfundet, at Heimdall kommer til at fungere som en samlende figur for hele den kosmologiske fortælling i Völuspá.[19]