Thor - Tordenguden
Asgårds beskytter
Thor blev dyrket over hele Germanien i jernalderen.[5] Fra forskellige kilder fremgår det at lunde eller enkelte træer fungerede som helligsteder for Thorsdyrkerne; missionærerne i Nordeuropa i 8. århundrede regnede gerne fældning af hellige lunde blandt deres største bedrifter. Omkring år 1000 var der ved Dublin i Irland stadig en skov indviet til Thor, ligesom stednavne i både Skandinavien og England vidner om hellige skove, fx Thorslund i Danmark og Thundersley (Thundreleah) i Essex. På Island, hvor der ikke fandtes egentlige skove, mistede denne forbindelse sin betydning. Dog kan den være bevaret i form af de hellige højsædestøtter, som de første bosættere havde taget med sig fra moderlandet.[6]
Thorkulten levede længe i Nord og Vesteuropa; fra 1. århundrede har vi vage beskrivelser af sydgermanske soldater i romersk tjeneste, som anråbte Herkules, en latinisering af Thor; og fra Norden er der tegn på en kontinuerlig dyrkelse af guden langt op i nyere tid, kristne helgener kunne endda overtage Thors rolle i fortællinger og troldedrab og lignende.[7] I overgangstiden, da kristendommen vandt indpas, blev Thor opfattet som den vigtigste modpol til Kristus; og meget tyder på, at han blev opfattet som den vigtigste guddom i den germanske og nordiske religion[1] I flere kristne fortællinger spiller Thor en afgørende rolle som afgud eller dæmon, og selv mænd, der egentlig var kristne, kunne i nogle historier påkalde Thor, når de var i svær nød.[8] I folkloren overlevede forestillingen om træer og træsøjler som beskyttende mod lynnedslag og storme længe efter religionsskiftet; fx kan opsætningen af et symbolsk træ ved rejsegilder være et levn efter et gammelt ritual knyttet til Thor.[9]
I en beretning om Skt. Bonafacius’ mission i Nordeuropa fortælles det, at han fældede et betydningsfuldt egetræ, kaldet Donars eg, ca. 723 i nærheden af Geismar for at demonstrere de hedenske guders magtesløshed overfor den kristne gud. Denne begivenhed markerede i eftertiden Tysklands omvendelse til kristendommen. Denne helligdom var et vigtigt kultcentrum for den germanske stamme chatti, som beboede det nuværende Hessen. Thor, i formen Thonar, bliver også nævnt i et gammelt saksisk dåbsløfte fra 8. eller 9. århundrede.[10] Teksten lyder: :ec forsacho allum dioboles uuercum and uuordum, Thunaer ende Uuöden ende Saxnote ende allum them unholdum the hira genötas sint, hvilket kan oversættes til: Jeg forsager alle djævelens ord og gerninger, Thunear, Uuöden og Saxnote, og alle de dæmoner, der følger dem. Hvem Saxnot er usikkert. Nyere forskning har også påvist forbindelser med Thor-forestillingerne i Norden og parallelle figurer i både samisk og finsk-ugrisk religion.[11]
Personlighed og rolle Thor var gift med asynjen Sif. Hendes navn betyder ’slægtsskab gennem ægteskab’, og hun beskrives som næsten lige så fager som Freja, frugtbarhedsgudinden. Sammen med Sif fik han sønnen Mode og datteren Trud (Mod og Styrke). Thor fik også børn med en del andre kvinder, bl.a. fik han sønnen Magni (Styrke) med jættekvinden Jernsaxa. Som navnene antyder, var hans børn var personifikationer af hans væsentligste mytologiske rolle.[12] Thors gård i Asgård hed Bilskirner og lå i Trudvang, det var Thors rige, og navnet betyder Styrkens bolig. Thors tjenestefolk hed Tjalfe (Þjálfi) og Røskva; de var mennesker, af bondeslægt. Thor fik de to søskende af bonden som erstatning, efter at en af Thors bukke var blevet halt, efter et ubetænksomt uheld under en aftensmåltid hos hjemme hos dem. Thor beskrives mange steder som rødskægget, dette var ligesom hans gnistrende øjne og mægtige stemme sandsynligvis en reference til tordenvejr eller også den rødlige himmel før en storm, og var knyttet til rolle som vejrgud.[13]
Ifølge Snorre Sturlason var den ellers næsten ukendte gud Ull Thors stedsøn, og dermed Sifs søn fra et tidligere forhold. Han er i de skriftlige kilder en meget afbleget figur, og der er ingen spor efter dyrkelse af ham i hverken Danmark eller Island. De få levn, der findes til forestillingerne om ham viser, at han var en gammel himmel og retsgud, der var associeret med rituelle ringe af guld; elementer der i de islandske kilder i høj grad også blev associeret med Thor. I den sene hedenske periode optrådte Ull hovedsageligt i forbindelse med jagt, skiløb og bjerge.[14] Thors mor var Fjørgynn (Jorden), men udover det fremstår hun ikke andet end som et navn i kilderne.[15]
Ull var måske ikke den eneste gud, som Thor kom til at overskygge; sammen med Odin overtog Thor tilsyneladende mange af de egenskaber og funktioner, som den gamle himmelgud Tiwaz tidligere havde haft; dette skifte efterlod Tyr som en noget afbleget skikkelse i nordiske mytologi. I kilderne optræder Thor derfor som gud for samfundet som helhed.[16] Sammenligninger mellem de mange forskellige kilder Thor optrådte i viser, at hans overordnede funktion var at være gudernes og menneskenes beskytter mod destruktive naturkræfter; han sørgede for, at den konstante trussel mod kosmos ikke blev virkeliggjort.[17] Langt størsteparten af de kilder, som fortæller om kampe mellem jætter og guder har Thor som enten hovedperson eller vigtig bifigur. Flere myter med Thor indeholder også kampe med uhyrer og monstre. Kampene mod dem var i en realiteten blot et særligt markant udtryk for hans egenskab af kosmos’ vogter. Jætterne var ikke entydigt onde, men var en modmagt til guderne, der repræsenterede kaos overfor gudernes orden. I nogle tilfælde havde han et mere fredeligt forhold til jætter.[18]
I forhold til grubleren og intrigemageren Odin var Thors psyke enkel og ligetil, hans vigtigste egenskab var hans styrke, og han brugte næsten udelukkende den til at løse problemer med.[1] Kløgt og snilde blev kun brugt yderst sjældent, et af de tilfælde er Alvíssmál, hvor han snyder dværgen Alvis til at svare på sine spørgsmål, indtil solen står op og Alvis forvandles til sten. Men normalt var Thors metode brutal magt herunder åben vold og drab på både mænd og kvinder.[19] Overordnet set lå forskellen mellem ham og Odin snarere i samfundets sociale forskelle end i noget religiøst. Deres hovedfunktionsområde var i grunden de samme, nemlig at opretholde verdensordenen, men hvor Thor var hele samfundets gud, så var Odin kun gud for visse samfundsklasser.[20] I Hárbradsljód fremstilles Thors drab på jætterne som en slags befolkningskontrol, som aserne fandt nødvendigt af frygt for at jætternes antal skulle blive så stort, at de kunne true asernes magtposition.[21] Men kombineret med hans raseri kunne Thors naivitet være årsag til at verdensordenen blev sat på spil, det skete fx, da han forsøgte at fange Midgårdsormen.[17]
Som mange andre af aserne blev han påkaldt i mange forskellige situationer; han fungerede fx som både frugtbarhedsgud og retsgud; som hjælper, når man var i nød; vejrgud; og i sjældne tilfælde blev han også anråbt i krig, men i reglen altid på baggrund af hans rolle som beskytter mod skadelige kræfter.[22] Thor er ofte blevet kategoriseret som en krigsgud, hvilket kildematerialet dog ikke støtter.[23] Han optræder ingen steder som strateg, men handler primært impulsivt og kortsigtet, noget der i myterne fra vikingetiden endda bliver gjort grin med. Hans machoprægede facon lå nemlig langt fra datidens krigerideal.[24] Hans krigeriske optræden er i myterne udelukkende en konsekvens af hans rolle som beskytter og vogter af kosmos. Thor havde magt over vejret. Han sørgede for regn og vind, og når han kørte over himlen sprang lynene fra hans vogn, så det tordnede på Jorden; det kaldtes Thor-drøn (torden). Derfor var han også en vigtig gud for de søfarende[25] og frugtbarhed.[26]
Thor, reproduktion af islandsk træfigur, ca. år 1000. Thor vigtigste attribut var hammeren Mjølner, som sammen med styrkebæltet (Megingjord) og et par jernhandsker (Iarngreiper) gjorde ham ufatteligt stærk. Mjølner var gudernes største skat, da den gjorde Thor i stand til at beskytte Asgård mod jætterne.[27] Thor havde også en vogn, der blev trukket af to gedebukke; Tanngnjost og Tanngrisner (som betyder den tandgnissende og mellemrummet mellem tænderne). Bukkene kunne han spise, så længe han bagefter fik samlet deres ben i deres skind, kunne han gøre dem levende næste dag. Når jætterne hørte at han kørte ud, blev de rædselsslagne og gemte sig, for det var som regel for at slås med dem, at han gjorde det.[28] Hans særlige tilknytning til jorden ses bl.a. i Snorre Sturlasons fortælling Gylfaginning, hvor det fremgår at Thor imodsætning til de øvrige guder foretrak at vandre over land og gennem floder frem for at ride til hest, når han skulle til gudernes ting ved foden af Yggdrasil.[29] Mange smykker fra vikingetiden forestiller hans hammer Mjølner, et tegn på Thors store popularitet i denne periode. Han blev tilsyneladende endda bevidst brugt af tilhængerne af den gamle religion som en hedensk modpol til Kristus under religionsskiftet.[7]
Som de andre guder var han ikke udødelig, og i dommedagslaget Ragnarok vil han kæmpe mod Midgårdsormen (Miðgarðsormr), de vil dræbe hinanden; begge hans sønner vil derimod overleve undergangen af den gamle verden og videreføre hans rolle i den nye. Særligt, da kristendommen bliver en alvorlig konkurrent til den gamle religion, blev Thors hammer et symbol for tilhængerne af den traditionelle religion, på samme måde som korset var for de kristne, og Thor blev fx i Norge opfattet som en direkte modstander af Olav Tryggvasson.
Thorkulten levede længe i Nord og Vesteuropa; fra 1. århundrede har vi vage beskrivelser af sydgermanske soldater i romersk tjeneste, som anråbte Herkules, en latinisering af Thor; og fra Norden er der tegn på en kontinuerlig dyrkelse af guden langt op i nyere tid, kristne helgener kunne endda overtage Thors rolle i fortællinger og troldedrab og lignende.[7] I overgangstiden, da kristendommen vandt indpas, blev Thor opfattet som den vigtigste modpol til Kristus; og meget tyder på, at han blev opfattet som den vigtigste guddom i den germanske og nordiske religion[1] I flere kristne fortællinger spiller Thor en afgørende rolle som afgud eller dæmon, og selv mænd, der egentlig var kristne, kunne i nogle historier påkalde Thor, når de var i svær nød.[8] I folkloren overlevede forestillingen om træer og træsøjler som beskyttende mod lynnedslag og storme længe efter religionsskiftet; fx kan opsætningen af et symbolsk træ ved rejsegilder være et levn efter et gammelt ritual knyttet til Thor.[9]
I en beretning om Skt. Bonafacius’ mission i Nordeuropa fortælles det, at han fældede et betydningsfuldt egetræ, kaldet Donars eg, ca. 723 i nærheden af Geismar for at demonstrere de hedenske guders magtesløshed overfor den kristne gud. Denne begivenhed markerede i eftertiden Tysklands omvendelse til kristendommen. Denne helligdom var et vigtigt kultcentrum for den germanske stamme chatti, som beboede det nuværende Hessen. Thor, i formen Thonar, bliver også nævnt i et gammelt saksisk dåbsløfte fra 8. eller 9. århundrede.[10] Teksten lyder: :ec forsacho allum dioboles uuercum and uuordum, Thunaer ende Uuöden ende Saxnote ende allum them unholdum the hira genötas sint, hvilket kan oversættes til: Jeg forsager alle djævelens ord og gerninger, Thunear, Uuöden og Saxnote, og alle de dæmoner, der følger dem. Hvem Saxnot er usikkert. Nyere forskning har også påvist forbindelser med Thor-forestillingerne i Norden og parallelle figurer i både samisk og finsk-ugrisk religion.[11]
Personlighed og rolle Thor var gift med asynjen Sif. Hendes navn betyder ’slægtsskab gennem ægteskab’, og hun beskrives som næsten lige så fager som Freja, frugtbarhedsgudinden. Sammen med Sif fik han sønnen Mode og datteren Trud (Mod og Styrke). Thor fik også børn med en del andre kvinder, bl.a. fik han sønnen Magni (Styrke) med jættekvinden Jernsaxa. Som navnene antyder, var hans børn var personifikationer af hans væsentligste mytologiske rolle.[12] Thors gård i Asgård hed Bilskirner og lå i Trudvang, det var Thors rige, og navnet betyder Styrkens bolig. Thors tjenestefolk hed Tjalfe (Þjálfi) og Røskva; de var mennesker, af bondeslægt. Thor fik de to søskende af bonden som erstatning, efter at en af Thors bukke var blevet halt, efter et ubetænksomt uheld under en aftensmåltid hos hjemme hos dem. Thor beskrives mange steder som rødskægget, dette var ligesom hans gnistrende øjne og mægtige stemme sandsynligvis en reference til tordenvejr eller også den rødlige himmel før en storm, og var knyttet til rolle som vejrgud.[13]
Ifølge Snorre Sturlason var den ellers næsten ukendte gud Ull Thors stedsøn, og dermed Sifs søn fra et tidligere forhold. Han er i de skriftlige kilder en meget afbleget figur, og der er ingen spor efter dyrkelse af ham i hverken Danmark eller Island. De få levn, der findes til forestillingerne om ham viser, at han var en gammel himmel og retsgud, der var associeret med rituelle ringe af guld; elementer der i de islandske kilder i høj grad også blev associeret med Thor. I den sene hedenske periode optrådte Ull hovedsageligt i forbindelse med jagt, skiløb og bjerge.[14] Thors mor var Fjørgynn (Jorden), men udover det fremstår hun ikke andet end som et navn i kilderne.[15]
Ull var måske ikke den eneste gud, som Thor kom til at overskygge; sammen med Odin overtog Thor tilsyneladende mange af de egenskaber og funktioner, som den gamle himmelgud Tiwaz tidligere havde haft; dette skifte efterlod Tyr som en noget afbleget skikkelse i nordiske mytologi. I kilderne optræder Thor derfor som gud for samfundet som helhed.[16] Sammenligninger mellem de mange forskellige kilder Thor optrådte i viser, at hans overordnede funktion var at være gudernes og menneskenes beskytter mod destruktive naturkræfter; han sørgede for, at den konstante trussel mod kosmos ikke blev virkeliggjort.[17] Langt størsteparten af de kilder, som fortæller om kampe mellem jætter og guder har Thor som enten hovedperson eller vigtig bifigur. Flere myter med Thor indeholder også kampe med uhyrer og monstre. Kampene mod dem var i en realiteten blot et særligt markant udtryk for hans egenskab af kosmos’ vogter. Jætterne var ikke entydigt onde, men var en modmagt til guderne, der repræsenterede kaos overfor gudernes orden. I nogle tilfælde havde han et mere fredeligt forhold til jætter.[18]
I forhold til grubleren og intrigemageren Odin var Thors psyke enkel og ligetil, hans vigtigste egenskab var hans styrke, og han brugte næsten udelukkende den til at løse problemer med.[1] Kløgt og snilde blev kun brugt yderst sjældent, et af de tilfælde er Alvíssmál, hvor han snyder dværgen Alvis til at svare på sine spørgsmål, indtil solen står op og Alvis forvandles til sten. Men normalt var Thors metode brutal magt herunder åben vold og drab på både mænd og kvinder.[19] Overordnet set lå forskellen mellem ham og Odin snarere i samfundets sociale forskelle end i noget religiøst. Deres hovedfunktionsområde var i grunden de samme, nemlig at opretholde verdensordenen, men hvor Thor var hele samfundets gud, så var Odin kun gud for visse samfundsklasser.[20] I Hárbradsljód fremstilles Thors drab på jætterne som en slags befolkningskontrol, som aserne fandt nødvendigt af frygt for at jætternes antal skulle blive så stort, at de kunne true asernes magtposition.[21] Men kombineret med hans raseri kunne Thors naivitet være årsag til at verdensordenen blev sat på spil, det skete fx, da han forsøgte at fange Midgårdsormen.[17]
Som mange andre af aserne blev han påkaldt i mange forskellige situationer; han fungerede fx som både frugtbarhedsgud og retsgud; som hjælper, når man var i nød; vejrgud; og i sjældne tilfælde blev han også anråbt i krig, men i reglen altid på baggrund af hans rolle som beskytter mod skadelige kræfter.[22] Thor er ofte blevet kategoriseret som en krigsgud, hvilket kildematerialet dog ikke støtter.[23] Han optræder ingen steder som strateg, men handler primært impulsivt og kortsigtet, noget der i myterne fra vikingetiden endda bliver gjort grin med. Hans machoprægede facon lå nemlig langt fra datidens krigerideal.[24] Hans krigeriske optræden er i myterne udelukkende en konsekvens af hans rolle som beskytter og vogter af kosmos. Thor havde magt over vejret. Han sørgede for regn og vind, og når han kørte over himlen sprang lynene fra hans vogn, så det tordnede på Jorden; det kaldtes Thor-drøn (torden). Derfor var han også en vigtig gud for de søfarende[25] og frugtbarhed.[26]
Thor, reproduktion af islandsk træfigur, ca. år 1000. Thor vigtigste attribut var hammeren Mjølner, som sammen med styrkebæltet (Megingjord) og et par jernhandsker (Iarngreiper) gjorde ham ufatteligt stærk. Mjølner var gudernes største skat, da den gjorde Thor i stand til at beskytte Asgård mod jætterne.[27] Thor havde også en vogn, der blev trukket af to gedebukke; Tanngnjost og Tanngrisner (som betyder den tandgnissende og mellemrummet mellem tænderne). Bukkene kunne han spise, så længe han bagefter fik samlet deres ben i deres skind, kunne han gøre dem levende næste dag. Når jætterne hørte at han kørte ud, blev de rædselsslagne og gemte sig, for det var som regel for at slås med dem, at han gjorde det.[28] Hans særlige tilknytning til jorden ses bl.a. i Snorre Sturlasons fortælling Gylfaginning, hvor det fremgår at Thor imodsætning til de øvrige guder foretrak at vandre over land og gennem floder frem for at ride til hest, når han skulle til gudernes ting ved foden af Yggdrasil.[29] Mange smykker fra vikingetiden forestiller hans hammer Mjølner, et tegn på Thors store popularitet i denne periode. Han blev tilsyneladende endda bevidst brugt af tilhængerne af den gamle religion som en hedensk modpol til Kristus under religionsskiftet.[7]
Som de andre guder var han ikke udødelig, og i dommedagslaget Ragnarok vil han kæmpe mod Midgårdsormen (Miðgarðsormr), de vil dræbe hinanden; begge hans sønner vil derimod overleve undergangen af den gamle verden og videreføre hans rolle i den nye. Særligt, da kristendommen bliver en alvorlig konkurrent til den gamle religion, blev Thors hammer et symbol for tilhængerne af den traditionelle religion, på samme måde som korset var for de kristne, og Thor blev fx i Norge opfattet som en direkte modstander af Olav Tryggvasson.