Frej- Frugtbarhedsguden
Etymologisk betyder Frey "herre". Navnet Freyr menes at være beslægtet med gotisk frauja og angelsaksisk frēa, som betyder herre.[1][2]). Frej var en af de vigtigste guder i den nordiske religion. Han var særligt knyttet til afgrøder, landbrug, velstand og frugtbarhed. Statuetter med en stor fallos tolkes normalt som afbildninger af ham. Ifølge Snorre Sturlason blev Frej regnet som stamfar til den mytologiske Ynglingeslægt, der regnes Sveriges ældste kongeslægt. Ifølge Adam af Bremen fandtes der i Uppsala statuer af guderne Odin, Tor og Frej, som Adam kalder Fricco. Det antyder, at det var disse tre mandlige guder, der var vigtigst i det område. I de islandske skrifter Ældre og Yngre Edda præsenteres Frej som en af vanerne, den ene af gudeslægterne i nordisk mytologi. Han er søn af guden for skibsfart, handel og fiskeri Njörðr og bror til Freja. Hans hjemland var Alfheim, som han havde fået i tandgave. Han ejer skibet Skíðblaðnir og galten Gullinbursti.
Den mest omfattende myte om Frej er eddakvadet Skirners færd, der fortæller om Frejs voldsomme forelskelse og ægteskab med jættekvinden Gerd.
Stednavne som Frøstrup og Frøslev henviser nok til kultsteder for Frej.
Karakteristik I nordisk religion er Frej det mandlige modstykke til gudinden Freja, hans søster. Gennem erotik og seksualitet var de knyttet direkte til frugtbarhed.[1] Deres navne tolkes almindeligvis som afledt af de protogermanske ord herre og frue, hersker og herskerinde, hvilket tyder på, at guderne tidligere blev opfattet som så mægtige, at de ikke kunne tiltales ved deres rette navne.[Kilde mangler] Begge er børn af vaneguden Njord, men myterne hentyder også til, at Frej og Freja har været elskere og/eller ægtefolk. Det er et træk, som ikke er ualmindeligt for frugtbarhedskulte; en forestilling som antagelig hvilede mere på symbolske værdier, end på det incestiøse forhold.[Kilde mangler]Snorre Sturlason beskriver Frej som meget smuk og fager af ydre, som mægtig, tilgivende, venlig, og han kalder ham Verdensguden (veraldar goð). Frej råder for vejr og årsvækst, dvs. både for regn og solskin til markens grøde og man kunne blote til Frej for en god fremtid, for fred og for velstand og fremgang. Lige som Njord kaldes Frej vanernes ætling og vaneguden, samt årsguden og rigdomsgiveren. Det fortælles i sagaer om heste, som har været helliget Frej. De blev kaldt Frejfaxer.
Frej blev i myter og digte udstyret med følgende attributter:
En anden myte med Frej som hovedperson findes i digtet Skirners færd. Det omhandler Frejs forelskelse i jættekvinden Gerd og Skirners færd til Jotunheim for at overtale hende til at gifte sig med Frej. Bryllupet mellem dem kan ifølge den norske religionshistoriker Gro Steinsland muligvis fortolkes som foreningen mellem himmelguden og den frugtbare jord[4] Før hun bliver hans hustru, må han bortgive sit sværd, der kan kæmpe af sig selv, hvis ham der bærer det, er klog nok. Uden dette sværd besejrede han jætten Beli med et gevir, men ved Ragnarok vil han mangle sværdet, og derfor være en af de første der falder i kamp med ildjætten Surt.
Frej var ikke blot frugtbarhedsgud, men er også gennem sin søn Fjølner stamfader til ynglingeslægten, der både var Norges og Sverige mytologiske urkonger.[5]
Dyrkelse Kort der viser de regionale forskelle i dyrkelsen af nordiske guddomme omkr. 900 baseret på stednavne og arkæologiske data. Blå indikerer områder, hvor vanerne dominerede. Rød, hvor Thor, Odin og de øvrige Aser dominerede. Violet, hvor ingen af de to grupper dominerede. Grønne prikker viser placeringen af stednavne, som Odin indgår i. Frej blev hovedsageligt dyrket i Mälarregionen i Sverige, i Norge og på Island. I Danmark optrådte han under navnet Frø, men levnene efter ham er langt sjældnere end i de førnævnte områder.[1] I vikingetiden havde Frej langt større betydning i religionen end hans far Njord, hvis rolle i frugtbarhedskulten sandsynligvis var langt større i jernalderens religion.[6]
Arkæologiske levn og skriftlige kilder tyder på, at Frej i lighed med frugtbarhedsguder fra andre kulturer fremstilles med erigeret lem (fallos, cum ingenti priapo ifølge Adam af Bremen). I ceremonierne indgik sange og handlinger som af tidens kristne blev opfattet som uanstændige. Vi har kun vage hentydninger til ritualernes karaktér. Den norske arkæolog Oddgeir Hoftun mener, at det er sandsynligt, at seksuelle hentydninger eller direkte handlinger har indgået i dem. Seksualakten har uten tvil dannet mønsteret for mye av den seremonielle symbolikken i den førkristne kulten. Hoftun mener også, at seksualritualerne er blevet stærkt nedtonet af forskningen. Men sagalitteraturen fra 13. århundrede synes også præget af, det han betegner som den samme kristne seksualskam.[7]
Den mest omfattende myte om Frej er eddakvadet Skirners færd, der fortæller om Frejs voldsomme forelskelse og ægteskab med jættekvinden Gerd.
Stednavne som Frøstrup og Frøslev henviser nok til kultsteder for Frej.
Karakteristik I nordisk religion er Frej det mandlige modstykke til gudinden Freja, hans søster. Gennem erotik og seksualitet var de knyttet direkte til frugtbarhed.[1] Deres navne tolkes almindeligvis som afledt af de protogermanske ord herre og frue, hersker og herskerinde, hvilket tyder på, at guderne tidligere blev opfattet som så mægtige, at de ikke kunne tiltales ved deres rette navne.[Kilde mangler] Begge er børn af vaneguden Njord, men myterne hentyder også til, at Frej og Freja har været elskere og/eller ægtefolk. Det er et træk, som ikke er ualmindeligt for frugtbarhedskulte; en forestilling som antagelig hvilede mere på symbolske værdier, end på det incestiøse forhold.[Kilde mangler]Snorre Sturlason beskriver Frej som meget smuk og fager af ydre, som mægtig, tilgivende, venlig, og han kalder ham Verdensguden (veraldar goð). Frej råder for vejr og årsvækst, dvs. både for regn og solskin til markens grøde og man kunne blote til Frej for en god fremtid, for fred og for velstand og fremgang. Lige som Njord kaldes Frej vanernes ætling og vaneguden, samt årsguden og rigdomsgiveren. Det fortælles i sagaer om heste, som har været helliget Frej. De blev kaldt Frejfaxer.
Frej blev i myter og digte udstyret med følgende attributter:
- Hans hjem var Alfheim, (alf + hjem dvs. alfernes hjem). Alferne var kollektive guder, der også var forbundet med gravhøje og forfædrene. Dette indikerer en mulig forbindelse mellem vaner og alfer.[1]
- Hans skib Skídhbladhnir) var bygget af dværgen Ivaldes sønner, det kunne sejle på land, havde altid medvind og kunne foldes som et stykke klæde og lægges i lommen. Det forbinder ham med sin far.[3]
- Frejs sværd som kunne hugge af sig selv.
- Frej ejede galten Slídhrugtanni eller 'Gullinborsti, som, når han spænder den for sin kærre, kan løbe gennem luften og over havet. Galten oplyser alt med sine gyldne børster.
- Frejs hest hed Blodughofi (med blodige hestehove).
- Hans to tjenere var ægteparet Byggvir og Bejla (associeret med mjødbrygning). De var af alfeslægt.
En anden myte med Frej som hovedperson findes i digtet Skirners færd. Det omhandler Frejs forelskelse i jættekvinden Gerd og Skirners færd til Jotunheim for at overtale hende til at gifte sig med Frej. Bryllupet mellem dem kan ifølge den norske religionshistoriker Gro Steinsland muligvis fortolkes som foreningen mellem himmelguden og den frugtbare jord[4] Før hun bliver hans hustru, må han bortgive sit sværd, der kan kæmpe af sig selv, hvis ham der bærer det, er klog nok. Uden dette sværd besejrede han jætten Beli med et gevir, men ved Ragnarok vil han mangle sværdet, og derfor være en af de første der falder i kamp med ildjætten Surt.
Frej var ikke blot frugtbarhedsgud, men er også gennem sin søn Fjølner stamfader til ynglingeslægten, der både var Norges og Sverige mytologiske urkonger.[5]
Dyrkelse Kort der viser de regionale forskelle i dyrkelsen af nordiske guddomme omkr. 900 baseret på stednavne og arkæologiske data. Blå indikerer områder, hvor vanerne dominerede. Rød, hvor Thor, Odin og de øvrige Aser dominerede. Violet, hvor ingen af de to grupper dominerede. Grønne prikker viser placeringen af stednavne, som Odin indgår i. Frej blev hovedsageligt dyrket i Mälarregionen i Sverige, i Norge og på Island. I Danmark optrådte han under navnet Frø, men levnene efter ham er langt sjældnere end i de førnævnte områder.[1] I vikingetiden havde Frej langt større betydning i religionen end hans far Njord, hvis rolle i frugtbarhedskulten sandsynligvis var langt større i jernalderens religion.[6]
Arkæologiske levn og skriftlige kilder tyder på, at Frej i lighed med frugtbarhedsguder fra andre kulturer fremstilles med erigeret lem (fallos, cum ingenti priapo ifølge Adam af Bremen). I ceremonierne indgik sange og handlinger som af tidens kristne blev opfattet som uanstændige. Vi har kun vage hentydninger til ritualernes karaktér. Den norske arkæolog Oddgeir Hoftun mener, at det er sandsynligt, at seksuelle hentydninger eller direkte handlinger har indgået i dem. Seksualakten har uten tvil dannet mønsteret for mye av den seremonielle symbolikken i den førkristne kulten. Hoftun mener også, at seksualritualerne er blevet stærkt nedtonet af forskningen. Men sagalitteraturen fra 13. århundrede synes også præget af, det han betegner som den samme kristne seksualskam.[7]