Den nordiske skabelsesberetning
Før verden blev til, før guderne gjorde deres indtog, og før mennesker og jætter befolkede verden, fandtes det kolde Niflheim - en tåget og mørk verden af is mod nord - samt det varme Muspelheim i syd, hvor ildens varme hersker, og flammerne slår ud fra. I Niflheim har en drage ved navn Nidhug hjemme. I Muspelheim findes ildens hersker og vogter af ildens egn, Surt.
Mellem Niflheim og Muspelheim fandtes tomrummet Ginnungagab, som snart skulle blive fyldt. Fra Niflheim strømmede iskolde strømme ud og blev til isblokke i Ginnungagab, medens tågen blev til rim. Fra Muspelheim kastede flammerne sig ud og mødte isen i Ginnungagab. Isen og rimen smeltede og dryppede ned, og heraf opstod urjætten Ymer. Det dryppede mere og mere, og koen Audhumla fødtes. Koen stod over Ymers hoved, og fra dens yver flød der mælk i stride strømme, som Ymer drak af, medens koen stod og slikkede på de salte sten.
Ymer faldt da i søvn og begyndte at svede. Fra hans armhule sprang en mandlig og en kvindelig skikkelse, og hans ene fod avlede en søn med den anden. Disse var jætter og snart befolkede de Ginnungagab. Medens Ymer sov og koen Audhumla slikkede på de salte sten, kom først et menneskehår frem, derpå hele hovedet og til sidst sprang en mand frem, som hed Bure. Han fik sønnen Borr af sig selv, og Borr giftede sig med jættekvinden Bestla. Sammen fik de sønnerne Odin, Vile og Ve - de første aser.
Odin, Vile og Ve besluttede at dræbe Ymer, og således gjorde de. Ymers blod oversvømmede alt, og alle jætterne - undtaget Bergelmer og hans kone - døde. De tre guder tog Ymers krop og gjorde verden af den. Hans kød blev til muld og udgjorde jorden, hans blod blev til havet, hans knogler blev mægtige bjerge og tænder og knoglesplinter blev til sten og klipper. Over verden lagde de hans hjerneskal, der blev den hvælvende himmel, og fire dværge blev sat til at holde den oppe, nemlig Nordre, Søndre, Østre og Vestre. De tog gløder fra Muspelheim og satte på himlen til at lyse over verden, og de klareste blev til solen og månen.
Jættekvinden Narfe fik datteren Nat, der var mørk, og hun fødte asen Delling sønnen Dag, der var lys og skinnende som sin fader. Guderne gav Nat en vogn trukket af hesten Rimfaxe, hvis våde manke efterlader dug i nattens løb. Dag fik en vogn trukket af Skinfaxe, der oplyser himlen og jorden.
En mand ved navn Mundilfare havde to smukke og strålende børn, en søn han kaldte Måne og en datter han kaldte Sol. Guderne blev vrede over dette og satte som straf de to børn til at styre vognen med henholdsvis månen og solen. Sols vogn, der trækkes af hestene Årvågen og Alstærk, jages af ulven Skoll, som en dag vil sluge solen. Månes vogn trækkes af Alsvider og jages af ulven Hate. Derfor bevæger sol og måne sig så hastigt over himlen.
En dag gik Odin, Vile og Ve langs stranden, og da fandt de to træstammer, som var drevet i land. Af dem skabte de to mennesker - en mand ved navn Ask, og en kvinde ved navn Embla. Odin gav dem ånde og liv, Vile gav dem forstand og førlighed og Ve gav dem sanserne til at opfatte alting. Herpå satte guderne et hegn af Ymers øjenvipper, så menneskene kunne leve i fred for jætterne. Dette sted kaldte de Midgård. Landet uden for kaldtes for Udgård eller Jotunheim - jætternes hjem.
Til sig selv skabte guderne Asgård midt i menneskenes land, men højt hævet over dette. Fra Asgård og til Midgård er regnbuebroen Bifrost, som kun guderne kan bruge, når de vil fra det ene rige til det andet.
Og sådan blev guderne, verden, jætterne og menneskene til. Utroligt nok nævner skabelsen intet om træet Yggdrasil, der ellers spiller en stor og central rolle i den nordiske mytologi. Træet er verdensaksen, og myterne understreger vigtigheden af, at træet ikke går ud. Men alligevel nævnes det kun i forhold til skabelsen i Vølvens Spådom, hvor det fortælles, træet blot var et frø i jorden, da jætterne blev til.
Mellem Niflheim og Muspelheim fandtes tomrummet Ginnungagab, som snart skulle blive fyldt. Fra Niflheim strømmede iskolde strømme ud og blev til isblokke i Ginnungagab, medens tågen blev til rim. Fra Muspelheim kastede flammerne sig ud og mødte isen i Ginnungagab. Isen og rimen smeltede og dryppede ned, og heraf opstod urjætten Ymer. Det dryppede mere og mere, og koen Audhumla fødtes. Koen stod over Ymers hoved, og fra dens yver flød der mælk i stride strømme, som Ymer drak af, medens koen stod og slikkede på de salte sten.
Ymer faldt da i søvn og begyndte at svede. Fra hans armhule sprang en mandlig og en kvindelig skikkelse, og hans ene fod avlede en søn med den anden. Disse var jætter og snart befolkede de Ginnungagab. Medens Ymer sov og koen Audhumla slikkede på de salte sten, kom først et menneskehår frem, derpå hele hovedet og til sidst sprang en mand frem, som hed Bure. Han fik sønnen Borr af sig selv, og Borr giftede sig med jættekvinden Bestla. Sammen fik de sønnerne Odin, Vile og Ve - de første aser.
Odin, Vile og Ve besluttede at dræbe Ymer, og således gjorde de. Ymers blod oversvømmede alt, og alle jætterne - undtaget Bergelmer og hans kone - døde. De tre guder tog Ymers krop og gjorde verden af den. Hans kød blev til muld og udgjorde jorden, hans blod blev til havet, hans knogler blev mægtige bjerge og tænder og knoglesplinter blev til sten og klipper. Over verden lagde de hans hjerneskal, der blev den hvælvende himmel, og fire dværge blev sat til at holde den oppe, nemlig Nordre, Søndre, Østre og Vestre. De tog gløder fra Muspelheim og satte på himlen til at lyse over verden, og de klareste blev til solen og månen.
Jættekvinden Narfe fik datteren Nat, der var mørk, og hun fødte asen Delling sønnen Dag, der var lys og skinnende som sin fader. Guderne gav Nat en vogn trukket af hesten Rimfaxe, hvis våde manke efterlader dug i nattens løb. Dag fik en vogn trukket af Skinfaxe, der oplyser himlen og jorden.
En mand ved navn Mundilfare havde to smukke og strålende børn, en søn han kaldte Måne og en datter han kaldte Sol. Guderne blev vrede over dette og satte som straf de to børn til at styre vognen med henholdsvis månen og solen. Sols vogn, der trækkes af hestene Årvågen og Alstærk, jages af ulven Skoll, som en dag vil sluge solen. Månes vogn trækkes af Alsvider og jages af ulven Hate. Derfor bevæger sol og måne sig så hastigt over himlen.
En dag gik Odin, Vile og Ve langs stranden, og da fandt de to træstammer, som var drevet i land. Af dem skabte de to mennesker - en mand ved navn Ask, og en kvinde ved navn Embla. Odin gav dem ånde og liv, Vile gav dem forstand og førlighed og Ve gav dem sanserne til at opfatte alting. Herpå satte guderne et hegn af Ymers øjenvipper, så menneskene kunne leve i fred for jætterne. Dette sted kaldte de Midgård. Landet uden for kaldtes for Udgård eller Jotunheim - jætternes hjem.
Til sig selv skabte guderne Asgård midt i menneskenes land, men højt hævet over dette. Fra Asgård og til Midgård er regnbuebroen Bifrost, som kun guderne kan bruge, når de vil fra det ene rige til det andet.
Og sådan blev guderne, verden, jætterne og menneskene til. Utroligt nok nævner skabelsen intet om træet Yggdrasil, der ellers spiller en stor og central rolle i den nordiske mytologi. Træet er verdensaksen, og myterne understreger vigtigheden af, at træet ikke går ud. Men alligevel nævnes det kun i forhold til skabelsen i Vølvens Spådom, hvor det fortælles, træet blot var et frø i jorden, da jætterne blev til.