Odin - Alfader
Gudernes konge
Odin (oldnordisk Óðinn, af óðr "raseri") er en af de mest fremtrædende guder i den traditionelle nordiske religion; han forbindes i særlig grad med
I den nordiske mytologi var gudernes funktioner ikke nødvendigvis forbeholdt én guddom; fx var det ikke kun Odin, der blev dyrket som krigsgud. Den lidt blegere gudeskikkelse Tyr var det også. Han blev primært dyrket af de almindelige soldater, mens Odin var høvdingenes og kongernes gud, også i krigen. En anden krigsgud var Thor. Hans funktion var dog i høj grad knyttet til hans rolle som menneskehedens beskytter mod destruktive og fjendtlige kræfter. Som krigsgud var Odin ikke altid til at stole på, for selv om han havde lovet sejr, kunne han vælge at give den til modparten.
Oprindelse I før-kristen tid blev han også dyrket i det øvrige germanske område; han var fx kendt som Woden i det angelsaksiske England og Wodan på oldhøjtysk; det blev til Wotan, det navn han optræder under i Richard Wagners operaværk Nibelungens Ring. Navnet stammer sandsynligvis fra det protogermanske ord *Wōđinaz eller *Wōđanaz (intet af det sprog er bevaret, ordet er derfor rekonstrueret ud fra kendte sprog). Det er foreslået, at dyrkelsen af Odin kan have spredt sig nordpå fra Rhinegnene i 1. århundrede e.Kr. og have nået Skandinavien sammen med kendskabet i 5. århundrede e.Kr. Her har asekulten erstattet en oprindelig frugtbarhedskult. Odin optræder som krigsgud i sydgermanske kilder fra 5. til 8. århundrede,[2]
Odin afbildet på hjelmplade, Uppland 7. årh. Det skandinaviske navn Óðinn udviklede sig fra det urnordiske navn *Wōdin i løbet af germansk jernalder. Kunsthåndværk af vendeltypen, brakteater og billedsten fra germansk jernalder hører til blandt de ældste fremstillinger af scener, der med sikkerhed kan forbindes med de myter, vi kender fra den nordiske middelalder. Mange af figurerne på disse genstande ganske sikkert forestiller Odin. Overvægten af odinportrætter hænger sandsynligvis sammen med, at genstande af guld som fx brakteater var så kostbare, at kun overklassen havde råd til at erhverve dem; det tyder på at Odin allerede på dette tidspunkt var aristokratiets gud.[3] Det er derfor blevet foreslået, at dyrkelsen af aseguderne med Odin i spidsen på det tidspunkt erstattede en oprindelig vanekult, da en ny samfundselite opstod som følge af de begivenheder, der i dag er kendt som folkevandringstiden.[4] Andre kilder tyder på at dyrkelsen af Odin begyndte længe før. Den romerske forfatter Tacitus, der skrev et etnografisk værk om Germanien omkring 100 e.Kr., beskriver en germansk guddom, som han omtaler med det romerske navn Mercurius; normalt tolkes det som en romersk oversættelse af Odin, da de begge blev opfattet som psykopompos, "leder af sjælene (til dødsriget)." Andre paralleller mellem dem var handel, visdom og lærdom, og at de begge rejste over himmelen vha. guddommelige hjælpemidler.[5]
Den keltiske gud Lugus havde flere paralleller til Odin: de blev begge relateret til magi og poesi, de portrætteredes begge med ravne og spyd som attributter og var begge énøjede. Et sandsynligt område, hvor de to kulturer kunne smelte sammen var hos de germanske chattere, som levede i grænseområdet mellem de keltiske og germanske regioner i det nuværende Hessen. [Kilde mangler]
Odin i spidsen for en gruppe krigere på Tängelgarda stenen, Gotland 7. årh. Guddommelige funktioner Odin havde flere roller; hans oprindelige funktion kan meget vel have været rollen som ledsager for de døde og som dødsgud,[6] men han var også nært knyttet til heste, spyd og med hamskifte. Hans egen hest hed i de nordiske kilder Slejpner, og den brugte han til sine rejser mellem de forskellige verdner. Han kunne også rejse i skikkelse af en ørn over himmelen, men i modsætning til andre himmelguder og skaberguder i andre kulturer blev han i Norden aldrig opfattet som en almægtig hersker over himmel og jord.
I de yngste kilder optræder han konsekvent som krigsgud, skabergud og gudernes konge.[7] Denne udvikling til gudekonge hænger sandsynligvis sammen med etableringen af kongeriger i Norden. Han var en gammel guddom, men havde også en særligt sammensat karaktér, der afspejlede den nye institution – dvs. Odin var ganske sikkert ikke et sent indlån fra en anden kultur; en teori, der primært bygger på Snorres fortælling om de indvandrende aser.[8] Det er først i overgangstiden mellem hedenskab og kristendom at Odin bliver til den almægtige ’’Alfader’’, som kendes fra de islandske skrifter, og var da ved at glide sammen med den kristne gud. Selve navnet Alfader er dog et gammelt tilnavn.[9] Odin ejede også andre magiske genstande, en af dem var spyddet Gungnir, der ikke kunne bremses, når det blev kastet mod fjenderne. En anden var guldringen Draupnir, hvorfra otte identiske ringe af guld dryppede hver niende nat.
Trods sin rolle som krigsgud beskrives Odin kun sjældent som aktivt kæmpende, ligesom krigeregenskaber, som styrke og mod aldrig blev tillagt ham; de evner han havde, var snarere den strategiske snilde og brugen af bedrag. Han tog ikke hensyn til moral og retfærdighed, og man blótede til ham før en kamp, for at købe sig til et fordelagtigt resultat, ikke for en glorværdig sejr.[10] Måden man ofrede til Odin på var hængning og stik eller kast med spyd. Fra sagaerne kendes fx flere beskrivelser af en bestemt ritual en hærfører udførte før et slag: Før kampen begyndte slyngedes et spyd mod fjenden, for at ví dem til Odin: Dette er en gentagelsen af indledningen til den første mytologiske krig,[11] som begyndte da Odin kastede sit spyd.[12] Det var måske dette ritual, hvor fjenderne dedikeres til Odin, som smittede af på dødsguden, og gjorde ham til krigsgud.[13]
Selv da Odin var blevet krigsgud og konge, fungerede han stadig som dødsgud. På sin borg Valhalla samlede han de bedste af menneskenes krigere, som faldt i kamp. De blev kaldt einherjerne. De skulle kæmpe for ham og guderne mod jætterne og kaosmagterne i Ragnarok. Einherjernes lod var ligesom Odins ikke evigt liv, men at falde i det yderste slag ved dommens dag, de befandt sig indtil da i en liminalfase mellem livet og deres endelige død.[14] Valhalla var Odins måde at forsøge at omgå udfaldet af Ragnarok, og hans primære opgave i de mytologiske fortællinger, var således at udsætte hans egen uafvendelige død og destruktionen af den den verden, som han selv havde skabt.[15] Dem som blev udvalgt Odin til at bo i Valhalla, var dog kun heltene, de store ledere, fyrsterne og kongerne.[16]
Den eneste reference til Valhalla i Ældre Edda stammer fra Grímnismál, hvilket tyder på at denne forestilling om et overjordisk krigerparadis opstod på et sent tidspunkt under kristen påvirkning.[17] Valhalla var sandsynligvis en videreudvikling af ældre forestillinger om, at de faldne krigere fortsatte deres sidste kamp i gravhøjen, og at den udgjorde det oprindelige dødsrige. Oprindeligt havde hans rige været graven, men da Odin gradvist overtog rollen som krigsgud og Alfader, blev Valhalla til et lyst og venligt sted [13] Spor af paradisiske dødsriger hos andre indoeuropæiske kulturer taler dog imod, at idéen om et venligt dødsrige ikke fandtes i Norden tidligere.[9]
Odin var også gud for inspiration, magi og poesi. Han opnåede stor visdom og kendskab til runernes hemmeligheder, da han hængte sig selv i verdenstræet Yggdrasil. Dette var imidlertid kun en åndelig død, hvor han ofrede sig selv til sig selv.[18] I en anden fortælling ofrede han sit ene øje for at kunne drikke af Mimers brønd, for det opnåede han også umådelig visdom. Hans navn bliver gerne oversat med raseri, men betyder sikkert snarere ekstase; både krigerens og digterens inspiration og genialitet.[19] Valknút er et symbol for Odins evne til at løse og binde mænd; på slagmarken kunne det give sig udslag i enten paralysering (lagt bånd på sindet) eller rus (løst for al frygt og selvkontrol).
Flere forskere har fremført teorier om at Odin-forestillingerne i virkeligheden er sent indlån i nordisk sammenhæng, det drejer sig om bl.a. E. A. Ebbinghaus, Jan de Vries og Thor Templin. Denne teori støttes til dels af nogle passager i de islandske sagaer, fx den, hvor det fortælles at Odin engang blev smidt ud af Asgård af de andre guder, hvilket virker usandsynligt for en alfader-figur. [Kilde mangler] Både de Vries og Templin mener desuden, at Loke og Odin oprindeligt har været én og samme figur, der blev splittet i to i den tidlige vikingetid. [Kilde mangler]
Rolle i myterne Odin fra Lejre (ca år 900). Fundet under Roskilde Museums udgravninger ved Gammel Lejre i september 2009 I myterne blev der lagt stor vægt på hvordan Odin opnåede sine magiske evner, og hvordan han videregav dem.[20] Han var derfor gerne på farten, og rejste langt mellem de forskellige verdner på jagt efter mere viden, nye magiske færdigheder eller genstande.[21] Han optrådte lig en jordisk konge, når han sad i sit højsæde Lidskjald, men han var samtidig uberegnelig, fulgte udelukkende sine egne mål og kunne fremprovokere krige som det passede ham. I både myter, digte og sagaer findes der mange hentydninger til hans svigefulde karaktér.[22] I modsætning til Thor brugte Odin derfor også gerne list og magi for at overvinde sine fjender, og gik ikke af vejen for bedrag, for at skaffe sig selv en fordel. Odins store visdom gav ham indsigt i verdens skæbne og magisk magt, og som konge var det hans ansvar at forberede guderne på fremtiden og ruste sig til fjendernes angreb.
Ligesom de andre nordiske guder var Odin ikke udødelig; han vil falde og dø en fysisk død i det sidste slag under Ragnarok, hvor kun gudernes børn ville overleve.[14] Han var dog skabergud, da han sammen med sine to brødre Vile og Ve skabte Jorden ud fra urjætten Ymirs døde krop, efter at de havde dræbt ham. I rollen som skaber, omskabte Odin en allerede eksisterende, men fjendtlig verden til en brugbar jord. Han omformede derved naturressourcerne til noget brugbart. Odins skaberkraft skal sammenlignes med en dygtig håndværkers evner, og med den omformede han naturen og gjorde den til kultur. I den nordiske kosmologi var naturen ultimativt associeret med døden, og derfor meget uønskværdig – gennem omskabelse kan den i realiteten uundgåelige død udskydes. Ønsket om at snyde døden og udsætte ragnarok står stærkt i myterne.
I flere fortællinger er Odin beskrevet som en gammel gråskægget vis mand og vandringsmand, iklædt bredskygget hat, kappe og med en lang stav i hånden. Ofte er han også til hest, og hans ottebenede hest, Slejpner, kan løbe over både land, himmel og hav og kan bringe sin rytter helt ned til dødsriget. Af nogle kilder fremgår det, at Slejpner bringer de døde helte fra valpladsen til Valhalla. Når han sidder på sit højsæde i Lidskjalv har han to ravne siddende på sine skuldre, deres navne er Hugin og Munin (Tanken og Mindet). De kan se hver en bevægelse i hele verden og høre hver en lyd; intet kan derfor holdes skjult for dem. Ved hans fødder ligger de to ulve, Gere og Freke (begge navne betyder grisk/grådig). Ravnene fremstår i de yngre kilder som personifikationer af hans tanke og sind, men oprindeligt knyttede de sig til Odin i deres egenskab af ådselsædere.
Odins mytologiske oprindelse og slægsskabsforbindelser er mest fyldigt beskrevet af islændingen Snorre Sturlason, som i fortællingen Gylfaginning oplyser, at han er søn af jættekvinden Bestla og Borr, og at han havde de to brødre Vile og Ve. Ud fra slægstermerne i det patriarkalske nordiske samfund var Odins æt således noget andet end jætternes, selv om hans mor var jætte. Sammen med sine to brødre dræbte han urjætten Ymer og dannede verden af hans krop. Drabet blev et væsentligt konfliktpunkt i mytologien, og det var bestemmende for forholdet mellem Odins og Ymers slægt. Selvom de to ætter i realiteten var meget nært beslægtede, blev de dødelige fjender pga. Odins mord på jætternes stamfar.
Med Fjørgyn/Jord har Odin sønnen Thor, men hans retmæssige hustru er dog Frigg, sammen med hende har han sønnerne Balder, Høder og Hermod. Med jættekvinden Rind har han tillige sønnerne Skjold og Vale. Med jættekvinden Grid har han sønnen Vidar. Hans forbindelse til Freja er dog uklar; hendes ægteskabelige status var usikker, og ifølge myterne var hun gift med Od; han kan være identisk med Odin. Måske var Freja hans frille, eller også var hun og Frigg oprindeligt én og samme person, der siden blev splittet i to.
- krigslykke (og de i krigen faldne),
- kongemagt,
- runemagi,
- visdom og
- skjaldekunst; dertil havde han store kundskaber om sejd. I lighed med de andre nordiske guder er hans funktionsområde meget komplekst, og det er svært at beskrive, hvad han er gud for. Han omtales i kilderne gerne med andre navne, hyppigt bruges tilnavnet Alfader, andre gange kaldes han Ygg (den frygtelige), et andet navn var Jolner og under det, optrådte Odin som julens gud. De mange navne afspejler de mange funktioner og roller Odin havde. I myterne beskrives han ofte som en høj, enøjet og gråskægget mand, og på billeder ses han ride på den ottebenede hest Slejpner med spyddet Gungner i den ene hånd, fulgt af ravnene Hugin og Munin samt ulvene Gere og Freke. Men Odin var formskifter af natur; han havde utallige skikkelser og optrådte ofte i forklædning, som i kvadet om Gråskæg fra Ældre Edda. I myterne beskrives han som besat efter at skaffe sig mere viden og lærdom, og han rejste ofte vidt omkring; enten flyvende som en fugl eller ridende på hesten Sleipner,
I den nordiske mytologi var gudernes funktioner ikke nødvendigvis forbeholdt én guddom; fx var det ikke kun Odin, der blev dyrket som krigsgud. Den lidt blegere gudeskikkelse Tyr var det også. Han blev primært dyrket af de almindelige soldater, mens Odin var høvdingenes og kongernes gud, også i krigen. En anden krigsgud var Thor. Hans funktion var dog i høj grad knyttet til hans rolle som menneskehedens beskytter mod destruktive og fjendtlige kræfter. Som krigsgud var Odin ikke altid til at stole på, for selv om han havde lovet sejr, kunne han vælge at give den til modparten.
Oprindelse I før-kristen tid blev han også dyrket i det øvrige germanske område; han var fx kendt som Woden i det angelsaksiske England og Wodan på oldhøjtysk; det blev til Wotan, det navn han optræder under i Richard Wagners operaværk Nibelungens Ring. Navnet stammer sandsynligvis fra det protogermanske ord *Wōđinaz eller *Wōđanaz (intet af det sprog er bevaret, ordet er derfor rekonstrueret ud fra kendte sprog). Det er foreslået, at dyrkelsen af Odin kan have spredt sig nordpå fra Rhinegnene i 1. århundrede e.Kr. og have nået Skandinavien sammen med kendskabet i 5. århundrede e.Kr. Her har asekulten erstattet en oprindelig frugtbarhedskult. Odin optræder som krigsgud i sydgermanske kilder fra 5. til 8. århundrede,[2]
Odin afbildet på hjelmplade, Uppland 7. årh. Det skandinaviske navn Óðinn udviklede sig fra det urnordiske navn *Wōdin i løbet af germansk jernalder. Kunsthåndværk af vendeltypen, brakteater og billedsten fra germansk jernalder hører til blandt de ældste fremstillinger af scener, der med sikkerhed kan forbindes med de myter, vi kender fra den nordiske middelalder. Mange af figurerne på disse genstande ganske sikkert forestiller Odin. Overvægten af odinportrætter hænger sandsynligvis sammen med, at genstande af guld som fx brakteater var så kostbare, at kun overklassen havde råd til at erhverve dem; det tyder på at Odin allerede på dette tidspunkt var aristokratiets gud.[3] Det er derfor blevet foreslået, at dyrkelsen af aseguderne med Odin i spidsen på det tidspunkt erstattede en oprindelig vanekult, da en ny samfundselite opstod som følge af de begivenheder, der i dag er kendt som folkevandringstiden.[4] Andre kilder tyder på at dyrkelsen af Odin begyndte længe før. Den romerske forfatter Tacitus, der skrev et etnografisk værk om Germanien omkring 100 e.Kr., beskriver en germansk guddom, som han omtaler med det romerske navn Mercurius; normalt tolkes det som en romersk oversættelse af Odin, da de begge blev opfattet som psykopompos, "leder af sjælene (til dødsriget)." Andre paralleller mellem dem var handel, visdom og lærdom, og at de begge rejste over himmelen vha. guddommelige hjælpemidler.[5]
Den keltiske gud Lugus havde flere paralleller til Odin: de blev begge relateret til magi og poesi, de portrætteredes begge med ravne og spyd som attributter og var begge énøjede. Et sandsynligt område, hvor de to kulturer kunne smelte sammen var hos de germanske chattere, som levede i grænseområdet mellem de keltiske og germanske regioner i det nuværende Hessen. [Kilde mangler]
Odin i spidsen for en gruppe krigere på Tängelgarda stenen, Gotland 7. årh. Guddommelige funktioner Odin havde flere roller; hans oprindelige funktion kan meget vel have været rollen som ledsager for de døde og som dødsgud,[6] men han var også nært knyttet til heste, spyd og med hamskifte. Hans egen hest hed i de nordiske kilder Slejpner, og den brugte han til sine rejser mellem de forskellige verdner. Han kunne også rejse i skikkelse af en ørn over himmelen, men i modsætning til andre himmelguder og skaberguder i andre kulturer blev han i Norden aldrig opfattet som en almægtig hersker over himmel og jord.
I de yngste kilder optræder han konsekvent som krigsgud, skabergud og gudernes konge.[7] Denne udvikling til gudekonge hænger sandsynligvis sammen med etableringen af kongeriger i Norden. Han var en gammel guddom, men havde også en særligt sammensat karaktér, der afspejlede den nye institution – dvs. Odin var ganske sikkert ikke et sent indlån fra en anden kultur; en teori, der primært bygger på Snorres fortælling om de indvandrende aser.[8] Det er først i overgangstiden mellem hedenskab og kristendom at Odin bliver til den almægtige ’’Alfader’’, som kendes fra de islandske skrifter, og var da ved at glide sammen med den kristne gud. Selve navnet Alfader er dog et gammelt tilnavn.[9] Odin ejede også andre magiske genstande, en af dem var spyddet Gungnir, der ikke kunne bremses, når det blev kastet mod fjenderne. En anden var guldringen Draupnir, hvorfra otte identiske ringe af guld dryppede hver niende nat.
Trods sin rolle som krigsgud beskrives Odin kun sjældent som aktivt kæmpende, ligesom krigeregenskaber, som styrke og mod aldrig blev tillagt ham; de evner han havde, var snarere den strategiske snilde og brugen af bedrag. Han tog ikke hensyn til moral og retfærdighed, og man blótede til ham før en kamp, for at købe sig til et fordelagtigt resultat, ikke for en glorværdig sejr.[10] Måden man ofrede til Odin på var hængning og stik eller kast med spyd. Fra sagaerne kendes fx flere beskrivelser af en bestemt ritual en hærfører udførte før et slag: Før kampen begyndte slyngedes et spyd mod fjenden, for at ví dem til Odin: Dette er en gentagelsen af indledningen til den første mytologiske krig,[11] som begyndte da Odin kastede sit spyd.[12] Det var måske dette ritual, hvor fjenderne dedikeres til Odin, som smittede af på dødsguden, og gjorde ham til krigsgud.[13]
Selv da Odin var blevet krigsgud og konge, fungerede han stadig som dødsgud. På sin borg Valhalla samlede han de bedste af menneskenes krigere, som faldt i kamp. De blev kaldt einherjerne. De skulle kæmpe for ham og guderne mod jætterne og kaosmagterne i Ragnarok. Einherjernes lod var ligesom Odins ikke evigt liv, men at falde i det yderste slag ved dommens dag, de befandt sig indtil da i en liminalfase mellem livet og deres endelige død.[14] Valhalla var Odins måde at forsøge at omgå udfaldet af Ragnarok, og hans primære opgave i de mytologiske fortællinger, var således at udsætte hans egen uafvendelige død og destruktionen af den den verden, som han selv havde skabt.[15] Dem som blev udvalgt Odin til at bo i Valhalla, var dog kun heltene, de store ledere, fyrsterne og kongerne.[16]
Den eneste reference til Valhalla i Ældre Edda stammer fra Grímnismál, hvilket tyder på at denne forestilling om et overjordisk krigerparadis opstod på et sent tidspunkt under kristen påvirkning.[17] Valhalla var sandsynligvis en videreudvikling af ældre forestillinger om, at de faldne krigere fortsatte deres sidste kamp i gravhøjen, og at den udgjorde det oprindelige dødsrige. Oprindeligt havde hans rige været graven, men da Odin gradvist overtog rollen som krigsgud og Alfader, blev Valhalla til et lyst og venligt sted [13] Spor af paradisiske dødsriger hos andre indoeuropæiske kulturer taler dog imod, at idéen om et venligt dødsrige ikke fandtes i Norden tidligere.[9]
Odin var også gud for inspiration, magi og poesi. Han opnåede stor visdom og kendskab til runernes hemmeligheder, da han hængte sig selv i verdenstræet Yggdrasil. Dette var imidlertid kun en åndelig død, hvor han ofrede sig selv til sig selv.[18] I en anden fortælling ofrede han sit ene øje for at kunne drikke af Mimers brønd, for det opnåede han også umådelig visdom. Hans navn bliver gerne oversat med raseri, men betyder sikkert snarere ekstase; både krigerens og digterens inspiration og genialitet.[19] Valknút er et symbol for Odins evne til at løse og binde mænd; på slagmarken kunne det give sig udslag i enten paralysering (lagt bånd på sindet) eller rus (løst for al frygt og selvkontrol).
Flere forskere har fremført teorier om at Odin-forestillingerne i virkeligheden er sent indlån i nordisk sammenhæng, det drejer sig om bl.a. E. A. Ebbinghaus, Jan de Vries og Thor Templin. Denne teori støttes til dels af nogle passager i de islandske sagaer, fx den, hvor det fortælles at Odin engang blev smidt ud af Asgård af de andre guder, hvilket virker usandsynligt for en alfader-figur. [Kilde mangler] Både de Vries og Templin mener desuden, at Loke og Odin oprindeligt har været én og samme figur, der blev splittet i to i den tidlige vikingetid. [Kilde mangler]
Rolle i myterne Odin fra Lejre (ca år 900). Fundet under Roskilde Museums udgravninger ved Gammel Lejre i september 2009 I myterne blev der lagt stor vægt på hvordan Odin opnåede sine magiske evner, og hvordan han videregav dem.[20] Han var derfor gerne på farten, og rejste langt mellem de forskellige verdner på jagt efter mere viden, nye magiske færdigheder eller genstande.[21] Han optrådte lig en jordisk konge, når han sad i sit højsæde Lidskjald, men han var samtidig uberegnelig, fulgte udelukkende sine egne mål og kunne fremprovokere krige som det passede ham. I både myter, digte og sagaer findes der mange hentydninger til hans svigefulde karaktér.[22] I modsætning til Thor brugte Odin derfor også gerne list og magi for at overvinde sine fjender, og gik ikke af vejen for bedrag, for at skaffe sig selv en fordel. Odins store visdom gav ham indsigt i verdens skæbne og magisk magt, og som konge var det hans ansvar at forberede guderne på fremtiden og ruste sig til fjendernes angreb.
Ligesom de andre nordiske guder var Odin ikke udødelig; han vil falde og dø en fysisk død i det sidste slag under Ragnarok, hvor kun gudernes børn ville overleve.[14] Han var dog skabergud, da han sammen med sine to brødre Vile og Ve skabte Jorden ud fra urjætten Ymirs døde krop, efter at de havde dræbt ham. I rollen som skaber, omskabte Odin en allerede eksisterende, men fjendtlig verden til en brugbar jord. Han omformede derved naturressourcerne til noget brugbart. Odins skaberkraft skal sammenlignes med en dygtig håndværkers evner, og med den omformede han naturen og gjorde den til kultur. I den nordiske kosmologi var naturen ultimativt associeret med døden, og derfor meget uønskværdig – gennem omskabelse kan den i realiteten uundgåelige død udskydes. Ønsket om at snyde døden og udsætte ragnarok står stærkt i myterne.
I flere fortællinger er Odin beskrevet som en gammel gråskægget vis mand og vandringsmand, iklædt bredskygget hat, kappe og med en lang stav i hånden. Ofte er han også til hest, og hans ottebenede hest, Slejpner, kan løbe over både land, himmel og hav og kan bringe sin rytter helt ned til dødsriget. Af nogle kilder fremgår det, at Slejpner bringer de døde helte fra valpladsen til Valhalla. Når han sidder på sit højsæde i Lidskjalv har han to ravne siddende på sine skuldre, deres navne er Hugin og Munin (Tanken og Mindet). De kan se hver en bevægelse i hele verden og høre hver en lyd; intet kan derfor holdes skjult for dem. Ved hans fødder ligger de to ulve, Gere og Freke (begge navne betyder grisk/grådig). Ravnene fremstår i de yngre kilder som personifikationer af hans tanke og sind, men oprindeligt knyttede de sig til Odin i deres egenskab af ådselsædere.
Odins mytologiske oprindelse og slægsskabsforbindelser er mest fyldigt beskrevet af islændingen Snorre Sturlason, som i fortællingen Gylfaginning oplyser, at han er søn af jættekvinden Bestla og Borr, og at han havde de to brødre Vile og Ve. Ud fra slægstermerne i det patriarkalske nordiske samfund var Odins æt således noget andet end jætternes, selv om hans mor var jætte. Sammen med sine to brødre dræbte han urjætten Ymer og dannede verden af hans krop. Drabet blev et væsentligt konfliktpunkt i mytologien, og det var bestemmende for forholdet mellem Odins og Ymers slægt. Selvom de to ætter i realiteten var meget nært beslægtede, blev de dødelige fjender pga. Odins mord på jætternes stamfar.
Med Fjørgyn/Jord har Odin sønnen Thor, men hans retmæssige hustru er dog Frigg, sammen med hende har han sønnerne Balder, Høder og Hermod. Med jættekvinden Rind har han tillige sønnerne Skjold og Vale. Med jættekvinden Grid har han sønnen Vidar. Hans forbindelse til Freja er dog uklar; hendes ægteskabelige status var usikker, og ifølge myterne var hun gift med Od; han kan være identisk med Odin. Måske var Freja hans frille, eller også var hun og Frigg oprindeligt én og samme person, der siden blev splittet i to.