Tyr- Krigsguden
I de islandske skrifter fra middelalderen har han en sekundær rolle i forhold til guder som Odin og Thor. Han fremstilles i disse kilder primært som rets og krigsgud. I vikingetiden var han en blegnet baggrundsfigur, men tidligere havde han haft større religiøs og mytologisk betydning.[1] Tyr kendes også fra andre germanske mytologier; på gotisk hed han fx 'Teiws, på angelsaksisk Tīw og oldhøjtysk Ziu. Hans familiebånd er usikre; i følge Snorre Sturlasons Yngre Edda er Tyr søn af Odin, mens han ifølge eddadigtet Hymerskvadet er han søn af jætten Hymer.[2] Den vigtigste Tyrmyte er bindingen af Fenrisulven. Den beskriver hvordan Tyr mistede sin højre hånd, da han lagde uhyret i lænker. Sammenligninger med andre myter, tyder på, at denne myte har en høj alder.[3] Tyr optræder desuden i Hymiskviða i den Ældre Edda, hvor han hjælper Thor med at skaffe et bryggekar, som er stort nok til, at der kan brygges øl til alle guderne i én omgang. Den lille rolle, Tyr spiller i den bevarede nordiske mytelitteratur, tyder på, at han i den sene før-kristne periode, hvor den skriftlige overlevering blev til, har stået i skyggen af guder som Odin og Thor.[4] Desuden peger stednavnematerialet på, at Tyr i vikingetiden hovedsageligt blev dyrket i Danmark.[1][2]
Etymologi De forskellige germanske navne for Tyr stammer alle fra proto-germansk *Tîwaz (el. *Tē₂waz), og det er beslægtet med det rekonstruerede navn på hovedguden i proto-indoeuropæisk religion, *Dyéus (el. *Dyáus). Dette og er udviklet fra proto-indoeuropæisk *d_i~e_us, der betyder dag/himmel, det betyder ifølge Folke Ström, at *Tîwaz givetvis må have været navnet kan have været germanernes navn for himmelguden.[5] Denne tolkning har ført til spekulationer om, at han har været den vigtigste gud i Norden, og at navnet kan have været germanernes navn for himmelguden.[2] Denne tolkning gør Tyr til en parallel til de den græske gud Zeus den romerske gud Jupiter, der begge blev opfattet som de øverste guder deres panteon og var himmel og herskerguder. *Dyáus udviklet fra IE *d_i~e_us = dag/himmel.[5] Ordet týr betyder også gud på norrønt; i islandske tekster bruges ordet týr fx som grundord til kenninge for andre guder, fx Sigtýr, der betyder Sejrsgud, og Valtýr (Valens gud), der begge er Odinsnavne, mens Reiða týr var kenning for Thor, kendes endda i flertalsformen tívar.[2]
Den ældste kendte forkomst i germanske kilder af ord, der med sikkerhed er beslægtet med det norrøne týr, er to tekster fra 8. og 9. århundrede. Det yngste er det gotiske håndskrift Codex Vindobonensis 795[6], hvor *teiws (nedskrevet som tyz). Det ældste er den oldhøjtyske Wessobrunn prædikenen, hvor ordet *ziu (nedskrevet som cyo-) optræder. Inskriptionen på Negauhjelmen fra 2. århundrede kan indeholde en proto-germansk udgave teiva, men denne tolkning er meget omstridt.[Kilde mangler]
Det er også blevet foreslået, at han er relateret til den ældre guddom Tuisto, der omtales af Tacitus i Germania fra ca. 1. århundrede e.v.t.[Kilde mangler]
Tyr ofrer sin højre hånd. Karakteristik Tyr var en gammel guddom, dvs. han er kendt fra de ældste kilder til germansk religion. Fra sydgermanske kilder, kan vi se at Tyr i de område fungerede som krigsgud, idet han gerne blev identificeret med den romerske gud Mars.[2] Dette har bl.a. givet sig udslag i navnet på ugedagen tirsdag, den samme dag, som på latin kaldes dies Martius. Dagen har samme navn på andre germanske sprog; bl.a. svensk Tisdag, engelsk Tuesday, allemanisk Zischtig. På tysk hedder dagen Dienstag, der stammer fra navnet Mars thingsus, der formentlig er en romaniseret udgave af Tyr/Tiwaz. Hans vigtigste attribut var sværdet, krigere ristede fx t-runer på sværd (runen ligner i sig et sværd).[7]
Jan de Vries[8] foreslog i 1935 at Tyr muligvis også gud for retfærdighed og tinget. Dette synspunkt støttes af, at han i nordiske myter bliver associeret med tinget, rettergang og lov.[2]
Mulige paralleller Tyr er nærmest fraværende i det svenske, norske og islandske stednavnemateriale. Derimod forekommer en anden gud Ulls navn ofte i det område og praktisk ikke i Danmark. Han er i lighed med Tyr blevet tolket som en ældre himmelgud, der i vikingetiden havde mistet sin betydning. På den baggrund har Folke Ström foreslået, at Ull blot var ét af navnene på den ældre nordiske himmelgud, dvs. at Ull var den nordskandinaviske parallel til Tyr.[9]
I en tekst, der tilsyneladende er blevet brugt i forbindelse med dåb af germanske hedninge, og som findes bevaret i Vatikanet, omtales en triade af djævle, som hedningen blev bedt om at afsværge. De tre er Odin, Thor og Saxnot. Det må formodes, at det drejer sig om de tre mest fremtrædende hedenske guder, og det er derfor blevet foreslået, at Saxnot er en variant af Tyr.[10]
Alter dedikeret til Mars Thingsus. Opført i 3. århundrede i Housesteads, Northumberland. Den vestgermanske Ziu/Tiw Dyrkelsen af Tyr/Tiwaz/Ziu har tilsyneladende været udbredt over hele det germanske område i før-kristen tid. I Wessobrunn prædikenen fra 8. århundrede omtales de alemanniske Cyowari (Cyos (Tyrs) dyrkere) og deres hovedstad Ciesburc (Augsburg).[11] I Excerptum ex Gallica Historia fra Ursberg kloster (ca. 1135) fortælles det at dea Ciza var Augsburgs skytsgudinde. Ifølge denne krønike blev Cisaria grundlagt af suebiske stammer som forsvarsværk mod romerne. Denne gudinde, Zisa, kan være et kvindeligt modstykke til Ziu, ligesom Dione var det til Zeus.[Kilde mangler]
Navnet Mars Thingsus (Thincsus) er fundet i en inskription på et alter fra 3. århundrede i forbindelse med det romerske fort Vercovicium ved Housesteads i Northumberland. Det blev formentlig opført af frisiske lejetropper udstationeret ved Hadrians mur. Det er blevet tolket som "Tingets Mars". Og er formentlig en romaniseret udgave af den germanske Tyr.[12][13]
Den nordgermanske Tyr I de islandske værker Ældre og Yngre Edda er der flere henvisninger til den centrale Tyrsmyte, hvor det beskrives hvordan guderne fik bundet Fenrisulven. Dyret var blevet så stort, at kun Tyr turde made det, og ingen kæde kunne holde til udyrets kræfter, indtil nogle dværge lavede kæden Gleipner. Den virkede som en silkesnor, men var lavet af seks ’’umulige’’ ting: lyden af kattens trin, kvindens skæg, bjergets rødder, bjørnens sener, fiskens åndedræt og fuglens spyt. Fenris fornemmede gudernes list, og krævede derfor, at én af dem lagde sin hånd i dens mund som pant. Tyr, der beskrives som viis og modig gik ind på aftalen. Da ulven ikke kunne komme løs jublede alle guderne, undtagen Tyr, han mistede sin hånd.
I Snorres fortælling om Ragnarok berettes det, at det er Tyrs skæbne at møde hunden Garm, Hels vagthund. Den har måske oprindeligt været identisk med Fenris, hvorved den endelige kamp kan opfattes som en fortsættelse af den ovennævnte myte om den bundne ulv.[14] I de to udgaver af Völuspá nævnes han dog ikke i forbindelse med Ragnarok.
I digtet Lokasenna bliver Tyr hånet af Loke, fordi han ustraffet har avlet et barn med hans hustru. Dette er den eneste kendte reference til Tyrs ægreskabelige status, ligesom barnets eventuelle identitet er helt ukendt. Anders Bæksted har foreslået, at dette forhold er noget digteren selv har fundet på.[15]
I "Hymiskviða" optræder jætten Hymir som Tyrs far. I andre tekster bruges kenningen "Hymirs æt" om jætterne. Tyrs slægtskab med jætterne omtales ikke andre steder, og i Yngre Edda beskrives han som Odins søn. Bæksted mener, at denne forvirring hænger sammen med Tyrs svindende status i vikingetiden, hvor myterne om ham efterhånden var blevet glemt.[4] Hans mors navn kendes ikke, men hun beskrives i "Hymiskviða" på en måde, der var passende for en gudinde.[Kilde mangler] I denne myte sammenlignes Tyr med Thor. Tordenguden viser sig dog som den stærkeste, da kun han er i stand til at bære Hymers kedel. Udover Thors søn, Magne, er Tyr den eneste, der sammenlignes i styrke med Thor i den kendte mytologi.[Kilde mangler]
Etymologi De forskellige germanske navne for Tyr stammer alle fra proto-germansk *Tîwaz (el. *Tē₂waz), og det er beslægtet med det rekonstruerede navn på hovedguden i proto-indoeuropæisk religion, *Dyéus (el. *Dyáus). Dette og er udviklet fra proto-indoeuropæisk *d_i~e_us, der betyder dag/himmel, det betyder ifølge Folke Ström, at *Tîwaz givetvis må have været navnet kan have været germanernes navn for himmelguden.[5] Denne tolkning har ført til spekulationer om, at han har været den vigtigste gud i Norden, og at navnet kan have været germanernes navn for himmelguden.[2] Denne tolkning gør Tyr til en parallel til de den græske gud Zeus den romerske gud Jupiter, der begge blev opfattet som de øverste guder deres panteon og var himmel og herskerguder. *Dyáus udviklet fra IE *d_i~e_us = dag/himmel.[5] Ordet týr betyder også gud på norrønt; i islandske tekster bruges ordet týr fx som grundord til kenninge for andre guder, fx Sigtýr, der betyder Sejrsgud, og Valtýr (Valens gud), der begge er Odinsnavne, mens Reiða týr var kenning for Thor, kendes endda i flertalsformen tívar.[2]
Den ældste kendte forkomst i germanske kilder af ord, der med sikkerhed er beslægtet med det norrøne týr, er to tekster fra 8. og 9. århundrede. Det yngste er det gotiske håndskrift Codex Vindobonensis 795[6], hvor *teiws (nedskrevet som tyz). Det ældste er den oldhøjtyske Wessobrunn prædikenen, hvor ordet *ziu (nedskrevet som cyo-) optræder. Inskriptionen på Negauhjelmen fra 2. århundrede kan indeholde en proto-germansk udgave teiva, men denne tolkning er meget omstridt.[Kilde mangler]
Det er også blevet foreslået, at han er relateret til den ældre guddom Tuisto, der omtales af Tacitus i Germania fra ca. 1. århundrede e.v.t.[Kilde mangler]
Tyr ofrer sin højre hånd. Karakteristik Tyr var en gammel guddom, dvs. han er kendt fra de ældste kilder til germansk religion. Fra sydgermanske kilder, kan vi se at Tyr i de område fungerede som krigsgud, idet han gerne blev identificeret med den romerske gud Mars.[2] Dette har bl.a. givet sig udslag i navnet på ugedagen tirsdag, den samme dag, som på latin kaldes dies Martius. Dagen har samme navn på andre germanske sprog; bl.a. svensk Tisdag, engelsk Tuesday, allemanisk Zischtig. På tysk hedder dagen Dienstag, der stammer fra navnet Mars thingsus, der formentlig er en romaniseret udgave af Tyr/Tiwaz. Hans vigtigste attribut var sværdet, krigere ristede fx t-runer på sværd (runen ligner i sig et sværd).[7]
Jan de Vries[8] foreslog i 1935 at Tyr muligvis også gud for retfærdighed og tinget. Dette synspunkt støttes af, at han i nordiske myter bliver associeret med tinget, rettergang og lov.[2]
Mulige paralleller Tyr er nærmest fraværende i det svenske, norske og islandske stednavnemateriale. Derimod forekommer en anden gud Ulls navn ofte i det område og praktisk ikke i Danmark. Han er i lighed med Tyr blevet tolket som en ældre himmelgud, der i vikingetiden havde mistet sin betydning. På den baggrund har Folke Ström foreslået, at Ull blot var ét af navnene på den ældre nordiske himmelgud, dvs. at Ull var den nordskandinaviske parallel til Tyr.[9]
I en tekst, der tilsyneladende er blevet brugt i forbindelse med dåb af germanske hedninge, og som findes bevaret i Vatikanet, omtales en triade af djævle, som hedningen blev bedt om at afsværge. De tre er Odin, Thor og Saxnot. Det må formodes, at det drejer sig om de tre mest fremtrædende hedenske guder, og det er derfor blevet foreslået, at Saxnot er en variant af Tyr.[10]
Alter dedikeret til Mars Thingsus. Opført i 3. århundrede i Housesteads, Northumberland. Den vestgermanske Ziu/Tiw Dyrkelsen af Tyr/Tiwaz/Ziu har tilsyneladende været udbredt over hele det germanske område i før-kristen tid. I Wessobrunn prædikenen fra 8. århundrede omtales de alemanniske Cyowari (Cyos (Tyrs) dyrkere) og deres hovedstad Ciesburc (Augsburg).[11] I Excerptum ex Gallica Historia fra Ursberg kloster (ca. 1135) fortælles det at dea Ciza var Augsburgs skytsgudinde. Ifølge denne krønike blev Cisaria grundlagt af suebiske stammer som forsvarsværk mod romerne. Denne gudinde, Zisa, kan være et kvindeligt modstykke til Ziu, ligesom Dione var det til Zeus.[Kilde mangler]
Navnet Mars Thingsus (Thincsus) er fundet i en inskription på et alter fra 3. århundrede i forbindelse med det romerske fort Vercovicium ved Housesteads i Northumberland. Det blev formentlig opført af frisiske lejetropper udstationeret ved Hadrians mur. Det er blevet tolket som "Tingets Mars". Og er formentlig en romaniseret udgave af den germanske Tyr.[12][13]
Den nordgermanske Tyr I de islandske værker Ældre og Yngre Edda er der flere henvisninger til den centrale Tyrsmyte, hvor det beskrives hvordan guderne fik bundet Fenrisulven. Dyret var blevet så stort, at kun Tyr turde made det, og ingen kæde kunne holde til udyrets kræfter, indtil nogle dværge lavede kæden Gleipner. Den virkede som en silkesnor, men var lavet af seks ’’umulige’’ ting: lyden af kattens trin, kvindens skæg, bjergets rødder, bjørnens sener, fiskens åndedræt og fuglens spyt. Fenris fornemmede gudernes list, og krævede derfor, at én af dem lagde sin hånd i dens mund som pant. Tyr, der beskrives som viis og modig gik ind på aftalen. Da ulven ikke kunne komme løs jublede alle guderne, undtagen Tyr, han mistede sin hånd.
I Snorres fortælling om Ragnarok berettes det, at det er Tyrs skæbne at møde hunden Garm, Hels vagthund. Den har måske oprindeligt været identisk med Fenris, hvorved den endelige kamp kan opfattes som en fortsættelse af den ovennævnte myte om den bundne ulv.[14] I de to udgaver af Völuspá nævnes han dog ikke i forbindelse med Ragnarok.
I digtet Lokasenna bliver Tyr hånet af Loke, fordi han ustraffet har avlet et barn med hans hustru. Dette er den eneste kendte reference til Tyrs ægreskabelige status, ligesom barnets eventuelle identitet er helt ukendt. Anders Bæksted har foreslået, at dette forhold er noget digteren selv har fundet på.[15]
I "Hymiskviða" optræder jætten Hymir som Tyrs far. I andre tekster bruges kenningen "Hymirs æt" om jætterne. Tyrs slægtskab med jætterne omtales ikke andre steder, og i Yngre Edda beskrives han som Odins søn. Bæksted mener, at denne forvirring hænger sammen med Tyrs svindende status i vikingetiden, hvor myterne om ham efterhånden var blevet glemt.[4] Hans mors navn kendes ikke, men hun beskrives i "Hymiskviða" på en måde, der var passende for en gudinde.[Kilde mangler] I denne myte sammenlignes Tyr med Thor. Tordenguden viser sig dog som den stærkeste, da kun han er i stand til at bære Hymers kedel. Udover Thors søn, Magne, er Tyr den eneste, der sammenlignes i styrke med Thor i den kendte mytologi.[Kilde mangler]